HAVEN I HØJELSE

Kompostering

 

Både små og store haver har gode muligheder for at kompostere haveaffald. Vi har bygget et lille anlæg til åben kompostering i et hjørne af haven, hvor næsten alt haveaffald ender. Tilsat komposterings orm har det vist sig at være endog særdeles effektivt til at omsætte de blade, ukrudt og fraklip, der bliver samlet sammen i løbet af året. Det eneste, der ikke ender som egen kompost er tykke grene, skvalderkål og blade fra kastanjetræet i forhaven, da det som stort set alle andre kastanjetræer i Danmark er angrebet af minermøl. Udover at have placeret to mejsekasser i kastanjetræet, er en af metoderne til at reducere de årlige angreb at fjerne de nedfaldne brune blade og tage dem væk fra grunden. Vi har endvidere en mindre beholder til lukket kompostering af dels køkkenaffald og dels haveaffald, hvilket er den hurtigste metode til at omdanne organisk materiale til kompost.

 

Heldigvis er vores jord næringsrig, og med en årlig tilførsel af kompost er det indtil nu lykkes at få planterne til at gro uden brug af kunstgødning de sidste fem år. Kun roserne får en mikro dosering af kunsgødning et par gange om året.

 

Vi er blevet spurgt om vi brænder store grene af som et alternativ til at køre dem til genbrugspladsen. Miljøstyrelsen har strammet reglerne for afbrænding i private haver i landzone, så det siden 2010 kun er muligt at afbrænde i perioden 1 december til 1 marts samt Sankt Hans aften. Resten af året er det forbudt at afbrænde enhver form for affald på sin private ejendom. Så svaret er selvfølgelig nej.


Mariann og Bjarne Larsen Kron                Højelsevej 3, 4623 Lille Skensved                    E-mail: m @ mariannkron.dk                   Telefon: 25 37 48 17

Hjemmeside fra e-hjemmeside.dk